Miniguide: Kampen mod bakterier starter ved overfladeruhed og hygiejnisk design
  • Forside >
  • Nyheder >
  • Miniguide: Kampen mod bakterier starter ved overfladeruhed og hygiejnisk design
31-07-2025

Miniguide: Kampen mod bakterier starter ved overfladeruhed og hygiejnisk design

Guides & vejledninger

Overfladeruhed er en væsentlig faktor i design og drift af udstyr i fødevare- og farmaceutisk produktion. Den påvirker både rengøringseffektivitet og risikoen for bakterievækst og i sidste ende produktets holdbarhed. En glat overflade (med en lav Ra-værdi) mindsker risikoen for kontaminering, mens en ru overflade kan danne skjulte lommer, hvor bakterier trives og biofilm får fodfæste. Det kan føre til hygiejnesvigt, selv hvis råvarerne er i orden.

Hvordan spiller overfladeruhed sammen med valg af fittings, standarder og slangeløsning, og hvad betyder det egentlig i praksis for hygiejnen i et anlæg? Det ser vi nærmere på.

Læs med her og bliv klogere!

Hvad er overfladeruhed?

Overfladeruhed handler om de mikroskopiske ujævnheder, du ikke kan se med det blotte øje, men som har stor betydning for hygiejnen. Den måles som Ra-værdi – altså middelhøjden på overfladens små bakker og dale. Jo lavere Ra-værdi, desto glattere overflade.

En mekanisk poleret overflade har typisk en Ra-værdi på maksimalt 0,51 μm, mens en elektropoleret overflade kan komme helt ned på 0,38 μm. Men her kommer det vigtige: En lav Ra-værdi betyder ikke automatisk, at overfladen er lettere at rengøre. Hvorfor? Fordi Ra-værdien kun siger noget om gennemsnittet – altså hvor høje og dybe overfladens mikroskopiske ujævnheder er – men ikke noget om, hvordan de er fordelt.

Specialist holder Tri-Clamp op foran sig

To overflader med samme Ra-værdi kan opføre sig vidt forskelligt i praksis. Hvis rillerne er dybe og smalle, eller løber i samme retning, kan det være svært for rengøringsvæsker at nå helt ind. Og her kan snavs og bakterier nemt gemme sig. Selv efter grundig rengøring kan de overleve og danne biofilm, som er svære at fjerne og kan forringe både fødevaresikkerhed og produktets holdbarhed. En glat, jævnt poleret overflade giver derimod færre steder for bakterier at fæstne sig. Den er lettere at rengøre, tørrer hurtigere og mindsker risikoen for krydskontaminering mellem produktioner.

Derfor er det ikke nok at kigge på tallet alene. Overfladens struktur spiller en lige så vigtig rolle. Det handler ikke kun om, hvad måleinstrumentet viser, men om hvordan overfladen tager sig ud i virkeligheden, når den udsættes for fødevarer, rengøring og daglig drift. Med andre ord: De små ujævnheder kan få store konsekvenser, hvis man ikke tager dem alvorligt.

Sanitære krav: ASME BPE vs. DIN og ISO

Mænd foretager kvalitetstjek på procesanlæg

Når først man forstår, hvor meget overfladeruhed betyder for hygiejnen, bliver det tydeligt, hvorfor standarder som ASME BPE, DIN og ISO ikke bare er tekniske formaliteter. Forskellige brancher stiller forskellige krav – både til overfladens glathed og til den dokumentation, der følger med. Derfor er det ikke tilfældigt, at standarderne er udbredt i både fødevare- og farmaceutisk produktion, hvor kravene til rengøring og sporbarhed er høje.

ASME BPE anvendes typisk til produktion af medicin, hvor hygiejne og sporbarhed skal være helt i top. Virksomhederne foretrækker her en overfladeruhed helt ned til Ra 0,38 μm ved elektropolering. ASME BPE er ikke blot en standard, men et gennemarbejdet regelsæt, der også omfatter krav til materialevalg, svejseprocedurer, inspektion og dokumentation. Den er udviklet til miljøer, hvor der ikke er plads til kompromisser – og hvor enhver overflade og samling skal kunne valideres og spores. Et godt eksempel med denne standard er vores Clamp-krave ASME BPE (Tri-Clamp), som kommer med en maksimal overfladeruhed indvendigt på enten Ra 0,51 μm eller på Ra 0,38 μm.  

I fødevareindustrien, hvor kravene stadig er høje, er både DIN- og ISO-standarderne mere udbredte. Her er Ra-værdier op til 0,8 μm typisk nok til at sikre en rengøringsvenlig overflade, især i forbindelse med CIP-rengøring. Eksempelvis er DIN Clamp-kraven i AISI 316L er en robust løsning til formålet, særligt blandt bryggerier og mejerier.

Fælles for ASME BPE, DIN og ISO er, at de fastsætter tydelige krav til netop overfladeruhed – og dermed til hygiejnesikkerheden i det samlede anlæg. Derfor spiller de en afgørende rolle, når komponenter skal vælges med øje for rengøringsvenlighed, bakterierisiko og proceskrav. Uanset om der arbejdes med slanger, fittings eller faste rørforbindelser, bør standarden bag altid tænkes ind – for det er her, overfladens kvalitet starter.

Overfladeruhed, fitting og slange – ét hygiejnisk system

Når der indgår fleksible slanger i procesanlægget, bliver valget af koblinger og overfladeruhed lige så vigtigt som selve slangen. Det handler ikke kun om tætte samlinger, men om at sikre en hygiejnisk helhed – fra slangens indvendige finish til kontaktfladen i slangekoblingen.  

Dynamic Cleanroom-slange liggende på et gulv

3 eksempler på slangeløsninger, hvor standard, overfladekvalitet og anvendelse går op i en højere enhed:

  • Dynamic Cleanroom henvender sig til farmaceutisk og bioteknologisk produktion, hvor hygiejnen spiller en afgørende rolle. Den indvendige PFA-liner har en spejlglat og kemisk resistent overflade – ideel til sterile miljøer og CIP-processer. Når man kombinerer den med en Clamp-krave ASME BPE (Tri-Clamp, Ra ≤ 0,51 μm), minimerer løsningen risikoen for biofilm og forhindrer, at rester og mikroorganismer får fodfæste.

  • Maniflon/SD-PTFE håndterer aggressive kemikalier og lægemidler i både fødevare- og farmaceutisk produktion – også i ATEX-klassificerede områder. Slangen har en antistatisk PTFE-inderside og en EPDM-yderside, som begge bidrager til elektrisk ledning gennem slangevæggen. En stålspiral og kobbertråde sørger for effektiv afledning af statisk elektricitet. Tilvælger man desuden en af vores kompatible AFT slangekoblinger, opnår man en stærk og tætsluttende samling, som tåler både tryk og gentagne belastninger. Med en overfladeruhed på mindre end Ra ≤ 0,8 μm passer slangen godt ind i anlæg, hvor kemikalieresistens og hygiejne spiller en lige stor rolle.

  • Liquorflex/SD understøtter transport af alkoholholdige drikkevarer med op til 98% koncentration. Den glatte UPE-inderside sikrer, at hverken smag eller lugt påvirker produktet, mens den syntetiske gummi-yderside – som både er slidstærk og modstandsdygtig over for ozon og vejr – beskytter mod ydre påvirkninger. Kobbertråde og stålspiral leder sikkert statisk elektricitet væk. Uanset standard (ie. Clamp, DIN eller ISO) passer AFT slangekoblinger særligt godt til Liquorflex/SD, da de muliggør hurtig montage og demontering. Det er specielt ved drikkevareproduktion, hvor man ofte flytter eller rengør udstyr manuelt. 

I alle tre tilfælde er overfladeruhed ikke bare et tal. Det er et valg, der har direkte betydning for driftssikkerhed, rengøring og hygiejne. Og når fittings og slanger spiller sammen, giver det en helhedsløsning, der holder bakterierne fra døren og linjen i gang.

Book et møde med os i dag

Vores specialister har solid erfaring med at sammensætte fittings og slanger, der matcher både overfladeruhed og hygiejnekrav. Book et møde, og få rådgivning om den løsning, der passer bedst til jeres proces. Kontakt os via foresporgsel@alfotech.dk eller ring på +45 7020 0422.

Luk
Log ind

Der opstod en fejl!

Glemt password

Der opstod en fejl!

Der er nu sendt en e-mail til dig med instruktioner til at nulstille dit password.