Miniguide: Hurtigkoblingens verden - Camlock vs. Storz
  • Forside >
  • Nyheder >
  • Miniguide: Hurtigkoblingens verden - Camlock vs. Storz
23-04-2026

Miniguide: Hurtigkoblingens verden - Camlock vs. Storz

Guides & vejledninger

Hovedpunkter

  • Mekanisk princip: Camlock bruger et asymmetrisk han/hun-system, mens Storz er symmetrisk og fjerner risikoen for fejlmatch af slanger. 
  • Procespræcision: Camlock er ideel til interne proceslinjer med hyppige produktionsskift, hvor manuel låsning og visuel kontrol er nødvendig. 
  • Logistisk styrke: Storz er velegnet til f.eks. bulk-håndtering af væsker, luft, pulver eller granulat og tankvognstømning. 
  • Kritisk tæthed: Safety-locks på Camlock-koblinger er velegnede til at beskytte mod utilsigtede åbninger fra vibrationer og trykstød. For Storz-koblinger er det derimod kæbeafstanden, der skal være korrekt for at undgå utætheder. 
  • Valg ved begrænset plads: Vælg Camlock, når installationen er tæt pakket omkring udstyr og rør, og der primært er behov for plads til at vippe låsearmene ned. Storz er derimod mest oplagt, når der er tilstrækkelig fri plads til at dreje koblingen. 

I procesindustrien går de ofte under navnet hurtigkoblinger. Både Camlock og Storz er klassiske industristandarder, og du kender dem måske som de foretrukne valg, når det skal gå stærkt. Fælles for dem begge er, at de tjener præcis samme formål: At skabe en tæt og pålidelig forbindelse mellem to komponenter på få sekunder uden brug af værktøj. 

Men for dig, der sidder med ansvaret for vedligehold eller indkøb, kan det være svært at gennemskue, hvornår du skal vælge den ene løsning frem for den anden. 

Bag fællesnævnerne gemmer der sig tekniske forskelle, som kan have stor betydning for jeres driftseffektivitet. Valget mellem koblingstyperne er nemlig ikke blot et spørgsmål om smag og behag, men om at sikre, at jeres komponenter understøtter en forudsigelig drift uden uforudsete stop. 

Hvad er en Camlock-kobling?

Camlock-koblingen er en globalt anerkendt løsning, der kombinerer mekanisk pålidelighed med en intuitiv betjening, som optimerer hverdagen i fødevareproduktioner. Systemet er baseret på en asymmetrisk han/hun-konfiguration. Når de to dele er samlet, låses de ved at presse to arme på hunkoblingen ned. Det tvinger pakningen mod adapterens flade og skaber en øjeblikkelig, tæt samling uden brug af værktøj. 

camlock kobling monteret på slange

I fødevareindustrien, hvor hurtig håndtering er nødvendig, gør løsningen en mærkbar forskel ved hyppige batchskift og produktionsomstillinger. Fordi man kan til- og frakoble slanger manuelt, vil du opleve en smidig proces, hvor tiden mellem produktioner reduceres, og risikoen for menneskelige fejl minimeres. Det asymmetriske design giver jer desuden mulighed for at skabe "envejs-systemer", der fungerer som en ekstra kontrol mod fejlmontering af kritiske slanger. 

For at beskytte jeres produktion yderligere mod utilsigtede åbninger – som følge af vibrationer eller trykstød – tilbyder vi også “safety-locks" i vores løsninger. De fungerer som en mekanisk sikring og et ekstra sikkerhedslag, der skaber ro i driften og beskytter både jeres medarbejdere og slutproduktet. 

Du bør vælge Camlock hvis: 

  • I foretager hyppige, manuelle produktionsskift, der kræver tydelig bekræftelse på korrekt låsning.
  • Pladsen omkring jeres udstyr er trang, og du har brug for en komponent med en kompakt profil. 
  • I opererer med aggressive medier eller CIP-retur i utility-situationer. 
  • Der er behov for et bredt udvalg af adaptertyper. Vi tilbyder alt fra Camlock-koblingshuse til slangestudse i både rustfrit stål og polypropylen

Hvad er en Storz-kobling?

mand forbinder storz-koblinger

Hvor Camlock bygger på forskellen mellem han og hun, er Storz-koblingen kendetegnet ved at være symmetrisk og kønsneutral. Det betyder, at begge koblingshalvdele er identiske, så der ikke opstår forvirring omkring slangeenderne. Du skal blot føre to Storz-koblinger sammen og dreje dem cirka 90°C mod hinanden, indtil de låser i bajonetfatningen. 

Det “kønsløse” design gør Storz-koblingen særligt velegnet i logistiktunge miljøer. Når en tankvogn ankommer, og flydende ingredienser eller pulver skal håndteres i store volumener, bidrager den hurtige tilkobling til at reducere tidsspild og risikoen for fejl. Den symmetriske låsning fordeler trykket jævnt over kløerne. Det gør koblingen robust over for de belastninger, den udsættes for i jeres modtageområder og udendørs installationer.   

korn i processystem

Storz-koblingens største forcer er dens evne til at håndtere store mængder medie og høje temperaturer uden at skabe unødig modstand. Du ser den derfor ofte i CIP-anlæg og til bulk-transport af mel, korn eller væsker i store dimensioner. Storz-koblingen kræver desuden mindre vedligeholdelse, fordi den er fri for arme, der kan knække. 

Du bør vælge Storz hvis: 

  • I håndterer store volumener af flydende råvarer eller tørstoffer (bulk) – ofte i større dimensioner. 
  • I vil eliminere fejlmatch af slangeender i logistik- og modtagezoner. 
  • I har brug for en kobling, der er standard hos mange eksterne transportører og tankvogne f.eks. faste og drejbare koblinger.
  • Driftsmiljøet er hårdt (udendørs, støvet, mekanisk belastende) og kræver udstyr med ekstrem fysisk holdbarhed.  

Sammenligning

Camlock- og Storz-koblinger løser grundlæggende den samme opgave, men på hver deres måde. For at gøre valget mere overskueligt for dig har vi samlet de væsentligste forskelle i en tabel, så du let kan sammenligne koblingerne. 

Parameter  Camlock  Storz 
Anvendelsesområde  Interne proceslinjer, batch-produktion, CIP-anlæg, dosering og aggressive kemikalier.  Tankvognstømning, bulk-transport af granulater og gasser, CIP-anlæg og forsyning. 
Koblingsprincip  Asymmetrisk (han/hun)  Symmetrisk (identiske ender) 
Låsemekanisme  Mekaniske arme  90-graders drejelås 
Primære materialer AISI 316, aluminium, polypropylen, messing  AISI 316, aluminium, messing 
Typisk dimension  1/2" til 4"  1" til 6" 

Undgå de største faldgruber

Selv den bedste kobling fejler, hvis den vælges ud fra mavefornemmelsen eller ikke bliver vedligeholdt korrekt. Baseret på vores 40 års erfaring inden for procesindustrien har vi set tre tilbagevendende fejl, som kan koste dyrt i produktionen: 

  1. Fejl i kæbedistancen: Den største faldgrube ved Storz er kæbedistancen. Det er en udbredt misforståelse, at alle Storz-koblinger er kompatible. Forsøger man at tvinge to forskellige mål sammen, opstår der enten kritiske utætheder eller en kobling, der låser så hårdt, at den må skæres fri.
  2. Overset slitage på arme og stifter: En Camlock-kobling er kun sikker, så længe armene yder det rette tryk. Vi ser ofte, at arme bliver slappe over tid grundet slidte stifter. Hvis armen falder i hak for let, er forbindelsen ikke tæt nok, hvilket kan føre til mikrolækager og hygiejniske risici.
  3. Pakningsfejl ved temperaturschok: En kobling, der er tæt ved rumtemperatur, kan svigte under en CIP-rengøring ved 85°C. Pakningsmaterialet (f.eks. EPDM, FPM eller PTFE) skal vælges ud fra både dit medie og dine rengøringsprocedurer for at undgå kemisk nedbrydning og tab af elasticitet.

Ræk ud til vores specialister for rådgivning

Valget mellem Camlock- og Storz-koblinger handler i sidste ende om at forstå din proces. Har du brug for den asymmetriske præcision og de mange konfigurationsmuligheder ved hyppigt skift? Eller er det vigtigst med den symmetriske enkelhed ved store flow? 

Vi har et stort kendskab til begge løsninger og lagerfører et bredt udvalg af dimensioner og materialer. Vores tekniske team sidder klar til at rådgive dig, hvis tvivlen skulle opstå. Kontakt os via foresporgsel@alfotech.dk eller +45 7020 0422 for at drøfte jeres proces. 

Ofte stillede spørgsmål

mand undrer sig

Hvad er den primære tekniske forskel på Camlock- og Storz-koblinger?

Camlock er et asymmetrisk han/hun-system med låsearme til manuel kontrol i interne processer. Storz er symmetrisk (kønsneutralt), hvilket fjerner risikoen for fejlmatch af slangeender og optimerer logistikken ved f.eks. tankvognstømning. 

Hvad er den største fordel ved Storz-koblingens "kønsløse" design?

Den symmetriske opbygning eliminerer tidsspild, da operatøren aldrig risikerer at stå med to slangeender, der ikke kan kobles sammen. Det gør logistikken fejlsikker og lynhurtig, hvilket er en kritisk fordel ved varemodtagelse og i travle logistikzoner. 

Hvorfor er Camlock ofte bedre end Storz ved begrænset plads?

Camlock-koblinger betjenes ved at vippe låsearmene ind mod koblingen, hvilket primært kræver fri plads omkring armene i den vertikale/raidale retning. Storz-koblinger skal derimod drejes cirka 90 grader for at låse, og den rotationsbevægelse kan være vanskelig i tætpakkede maskininstallationer eller snævre rørføringer. 

Kan Camlock- og Storz-koblinger tåle CIP-rengøring ved høje temperaturer?

Ja, hvis pakningen matches til opgaven. Ved temperaturer omkring 85°C svigter standardpakninger ofte, hvorfor højresistente materialer som EPDM, FPM eller PTFE er nødvendige for at modstå både varmepåvirkning og aggressive rengøringskemikalier. 

Luk
Log ind

Der opstod en fejl!

Opret nyt password

Der opstod en fejl!

Vi har sendt dig en e-mail med et link til at oprette dit nye password. Tjek også din spam-mappe, hvis du ikke kan finde den.